share

Få en Schweizerkniv til at klare opgaverne på byggepladsen

Valtra tilbyder traktorer, der er skræddersyet til entreprenører og byggepladsen. Traktoren er en schweizerkniv på byggepladsen, som giver uanede muligheder i en enkelt maskine. Entreprenør Carsten Borød er ikke i tvivl - traktoren er uundværlig i hans arbejde.

I Borød Entreprise, er det traktoren, der grabber jord og kører materialer. Carsten Borøds Valtra har en kran monteret bagpå, som sparer entreprisen for leje af lastbil og vognmand til arbejde, der kan håndteres hurtigt og effektivt.

”Jeg valgte at få monteret kran på min nye traktor, fordi vi tit skal køre træ ud og lave entreprenørarbejde. Vi har monteret en grab for at grabbe jord op i vognen, som er monteret bagpå traktoren. Før benyttede vi os af lastbiler, som vi lejede til at udføre arbejdet. Men nu kan vi klare det selv med kranen på traktoren. Dermed sparer vi udgifter for at leje lastbil og vognmand. En stor del af det positive ved at have en traktor med kran er at, man kan udføre arbejdet, når man har lyst,” fortæller Carsten Borød.

Traktorens egenskaber giver entreprenører mulighed for at bruge samme maskine til flere forskellige opgaver på grund af maskinens egenskaber. Det sparer både plads og omkostninger. Det er blandt andet bevist, at brændstofforbruget er op til 50 pct. lavere end ved andre maskiner til lignende opgaver.

”Jeg havde ikke sindssygt vilde forventninger, da jeg bestilte en traktor med kran. Vi ville først og fremmest se, om det var noget, der gav mening at bruge til vores arbejde, men den har vist sig at være uundværlig. Vi laver så meget forskelligartet arbejde, som udstyret passer perfekt til. Det er en alsidig maskine, hvor man kan udføre arbejde med kran på byggepladsen. Kranen kan også tages af, hvor man så står med en helt almindelig traktor,” siger Carsten Borød.

Det mest positive er fleksibiliteten

Carsten Borød bruger sin Valtra til at køre med flis, grus og jord. Han har også monteret en vogn bagpå med en stor container. Når entreprenøren skal rydde op, bruger han bare grabben til at grabbe op og dermed klare oprydningen uden at skulle leje lastbil og vognmand.

”Det mest positive er, at det er meget fleksibelt. Traktoren kan alle de ting, som vi skal bruge den til. Med vores arbejde har vi mange forskellige småting, som vi kan bruge traktoren til udover det store arbejde. Der kommer traktoren og udstyret virkelig til sin ret. Derfor er det fleksibiliteten, jeg er mest glad for,” siger Carsten Borød, der også nævner, at en traktor er nem og manøvredygtig.

”Man kan dreje sædet 180 grader rundt, hvor man også sidder med rat og pedaler. Derudover er der glastag, så man kan kigge op til kranen, når man laver noget højt oppe.”

Valtra kan skræddersyes til at klare opgaver på en byggeplads. De er manøvredygtige, har træknings- og terrænegenskaber plus en løftekapacitet på 5 tons i front og 12 tons bagpå.

I Valtras Unlimited studio, kan man designe traktoren til at reflektere behovene. Der er alt, hvad angår redskaber, udstyr, design, komfort og arbejdsmiljø. Ligesom Carsten har fået monteret en kran på sin traktor, giver Valtra mulighed for, at man kan få en gravemaskine, frontlæsser, og rendegraver til traktoren og tilbyder en lang række ekstraudstyr, som gør entreprenørarbejde på en byggeplads meget lettere.