share

Viborg Kommune har fået specialtilpasset to Valtra-traktorer

To Valtra-traktorer har til opgave at holde rabatterne i skak i Viborg Kommune. De to traktorer er blevet bygget med klippere og er specialtilpasset til opgaven.

Når man bevæger sig igennem det naturskønne Midtjylland, støder man ofte på medarbejdere i færd med at klippe rabatterne langs vejene i Viborg Kommune. Og i langt de fleste tilfælde foregår dette med en Valtra-traktor.

Bo Mortensen er maskinfører i Viborg Kommune, og han har, sammen med kollagerne i kommunens afdeling for Park og vej, til opgave at holde rabatterne trimmede med de to Valtra-traktorer, der er tilpasset til opgaven.  

”Vi har en del ældre Valmet-traktorer kørende, men for halvandet år siden tilføjede vi to Valtra T175 til maskinparken. De blev købt til det primære formål at holde rabatterne ryddede langs vejene i kommunen”, fortæller maskinfører Bo Mortensen, som har arbejdet i kommunens Park- og vejafdeling i mere end 20 år.

Til at kunne klare den opgave fik de specialtilpasset de to traktorer. Det skete i et tæt samarbejde mellem den lokale Valtra-forhandler Holmsland Maskinforretning og FM, der er producenten bag de rabatklippere, som Valtra-traktorerne er monteret med.

”Begge Valtra-traktorer er opbygget med det samme udstyr. De har en fast centermonteret rabatarm fra det danske mærke FM siddende på siden, som kan nå syv meter ud. Derudover har de 120 cm-frontklippere, der ikke er fastmonteret, fordi den kun bruges til efteråret,” forklarer Bo Mortensen og fortsætter:

”For at få plads til rabatarmen måtte traktorerne ombygges en smule, og vi måtte flytte både batteri og værktøjskasse for at kunne få plads til det hele. Det sørgede Holmsland Maskinforretning og FM for i et godt samarbejde,” forklarer han.  

Det faktum, at de to Valtra-traktorer har to klippere, der til tider også klipper samtidig, stiller krav til traktorens størrelse og vægt. Derfor faldt valget naturligt på en T-model fra Valtra, idet den har den rette størrelse og tilpas meget modvægt til det tunge udstyr.

Hele dage i traktoren

De knap 1.500 kvadratkilometer, som Viborg strækker sig over stiller høje krav til vedligehold af grønne arealer og rabatter. Den midtjyske kommune ligger som et knudepunkt for landsdelen, og der er meget græs, der skal klippes, særligt i sommerhalvåret, for traktorføreren:

"Jeg klipper omkring 2.400 kilometer rabat, så jeg kan sagtens sidde en hel dag i en traktor uden at komme ud. Men på trods af at jeg har siddet i traktoren en hel dag, så synes jeg, at Valtra har en særlig god kørekomfort,” fortæller Bo Mortensen.

”Der er meget plads i kabinen og en godt udsyn. Men det allerbedste er i min optik ventilationen i en Valtra, som jeg synes er helt enestående. Kabinen bliver hverken for varm eller kold, men har derimod rigtig god og frisk luft dagen lang,” fortæller han.

Bruges til andre opgaver

Selvom de to traktorer er indkøbt til at kunne klippe rabatter, indgår de også i nogle af de andre opgaver som Park- og vejafdelingen varetager.

”Vi bruger dem også til andre opgaver, for eksempel når jeg klipper grene og hække rundt omkring i kommunen. Derudover kører de også med rabatfræser, og vi har også brugt dem til at jævne jord i forbindelse med etablering af cykelsti,” forklarer Bo Mortensen, som i sin tid i kommunen også har kørt både lastbil og rendegraver, inden han i 2013 fik ansvaret for kommunens rabatter.