share

Valtra-forhandler sikrer
at kunderne får fuld udnyttelse af traktoren

For Valtra-forhandleren J. Dyhr på Sydfyn er det vigtigt, at kunderne får mest muligt ud af deres traktor. Derfor arrangerer de brugerkurser, der skal sikre, at kunderne kender traktorens systemer og kan finde ud af at anvende dem. 

I starten af 2023 fik den sydfynske Valtra-forhandler ideen at lave et brugerkursus for deres kunder. Formålet med kurset var at sikre, at kunderne kendte traktorens teknik og programmer for derved at få langt mere ud af traktorens fulde potentiale. Første brugerkursus fandt sted i marts 2023, og sidenhen har der været så stor efterspørgsel på kurset, at de hos J. Dyhr har valgt at gentage succesen.

”Første gang havde vi ikke de store forventninger til, hvor mange der ville deltage. 10 landmænd var med, og efterfølgende har flere vist interesse for at deltage. Derfor fik vi arrangeret et nyt kursus, der blev afholdt her i november, hvor omkring 13 personer deltog, og hvor flere var på venteliste”, fortæller Henrik Matthiesen, der er sælger hos Valtra-forhandleren J. Dyhr på Sydfyn.

På kurset bliver deltagerne først præsenteret for noget baggrundsviden om funktionerne i en Valtra. Dernæst bliver det mere praktisk, når alle kursister skal ud i marken og afprøve blandt andet Valtra Guide, Auto U-Pilot, Smart Turn, sektionskontrol samt anvendelsen af tildelingskort.

”Vi ved, at det kan være en udfordring for mange af vores kunder at komme i gang med at anvende systemerne, fordi de kan synes komplekse. Men vi ved også, at de bare lige skal se, hvor nemt det rent faktisk er at bruge, og hvor meget værdi det giver”, siger Henrik Matthiesen.

En mørkerød Valtra, der er spækket med udstyr

Landmand Hans Erik Nielsen fra Langeland deltog i det seneste brugerkursus hos Valtra-forhandleren på Sydfyn. Han købte i juni måned en mørkerød N175 hos J. Dyhr, som er spækket med udstyr. Og selvom han allerede havde afprøvet en masse af de nye features, den nye Valtra havde at byde på, synes han alligevel, at kurset var til stor gavn for ham.

”Jeg har denne gang valgt at få min nye traktor med en masse ny teknologi. Jeg har altid interesseret mig meget for teknologi, og selvom jeg er fyldt 70, så kribler det stadig i fingrene for at sætte mig ind i alt det nye. Selvom jeg synes, at den er utrolig brugervenlig og nem at finde ud af, ville jeg gerne have et mere indgående kendskab til, hvordan jeg bruger Valtra Smart Touch. Jeg vil gerne opnå fuld udnyttelse af traktoren, og det mener jeg i høj grad, jeg har mulighed for efter brugerkurset”, siger Hans Erik Nielsen, der har kørt Valtra i de seneste 13 år.

”Jeg er måske lidt af en nørd, og synes, det er utrolig sjovt at lære nye systemer at kende. På kurset hos min lokale Valtra-forhandler har jeg virkelig fået en masse ny viden, som jeg glæder mig til at komme hjem og bruge i mine egne marker”, fortæller landmanden, der har kødkvæg og 65 hektar jord på Sydlangeland.

Ekspertviden gives videre

Janni Lysgaard, der er Marketing Specialist ved Valtra Danmark, er meget glad for at opleve den service og det initiativ, som forhandlerne udviser overfor deres kunder.

”Når man køber en Valtra-traktor hos en af vores forhandlere landet over, så får man som udgangspunkt langt mere end bare en traktor. Vores forhandlere sørger altid for, at kunderne får den rette vejledning til at komme i gang med at anvende Valtra Smart Touch i marken,” siger Janni Lysgaard og fortsætter:

”Jeg bliver særligt glad, når jeg ser, hvordan kunderne har taget imod brugerkurset. For det er jo afgørende for kunderne, at de får den rette viden, der skal til for at udnytte traktorens fulde potentiale. Og det er netop vores dygtige forhandlere, som ved allermest om, hvordan systemerne og teknikken fungerer, så det giver rigtig god mening, at vores kunder får viden fra netop dem”, slutter hun.