share

Specialtilpasset Valtra knuser træer og stubbe i Vesthimmerland

I hjertet af det naturskønne Vesthimmerland har Vesthimmerlands Maskinskovning etableret sig som den førende aktør inden for skov og naturpleje. Til at klare opgaverne benytter de sig bl.a. af en række Valtra-traktorer, som de har fået tilpasset til arbejdet. 

Valtra Danmark var sidste år landet rundt på demodage med den nye Valtra Q-Serie. Her var medejer af Vesthimmerlands Maskinskovning Jesper Sund, sammen med ejer og en maskinfører, afsted for at afprøve den spritnye Valtra-model. For selv om mange ofte forbinder Valtra med at være en traktor til landbruget, så klarer den det også særdeles godt i skoven.

”Vi har brugt Valtra til vores opgaver i mange år, men skovarbejdet slider også hårdt på traktorerne, derfor var vi på udkig efter en ny ’knusetraktor’, som erstatning af vores gamle T234, som vi kunne bruge til bl.a. at knuse rødder og grene i skoven, og der vurderede vi, at den nye Valtra Q ville være helt perfekt,” siger Jesper Sund, der har været i virksomheden i seks år og er medejer. 

I starten af året modtog de så deres nye Valtra Q, der inden levering var blevet særligt tilpasset til de opgaver, den skal varetage for den vesthimmerlandske skoventreprenør.   

”Vi har jo ikke brug for al landbrugsudstyret i traktoren, men til gengæld har vi brug for at gøre den ekstra solid til de opgaver, den skal varetage hos os. Derfor havde den været en tur forbi den lokale smed, der sørgede for at give traktoren den rette skovinddækning med jern under bunden og bøjler omkring skærme og taget,” fortæller Jesper Sund, der varetager den daglige drift og har ansvaret for virksomhedens mange maskiner.   

Råder over fem Valtra’er

Den nye Valtra Q er dog langt fra den eneste traktor, de har hos Vesthimmerlands Maskinskovning. I virksomheden varetager de mange typer af opgaver inden for både skov og grøn pleje, og derfor har de også en bred pallette af traktorer stående.

Martin Sund og otte andre kollegaer i Vesthimmerlands Maskinskovning, arbejder som maskinfører, og det er dem der til dagligt arbejder med de mange Valtra-traktorer, som virksomheden råder over.

”Vi har i alt fem Valtra-traktorer som cirka otte maskinfører deler mellem sig. Vi har to Valtra N174, som vi primært bruger til grøn pleje såsom hækklipning, græsplæner, sprøjtning og plantning af nye træer. Her er Valtra N særlig god, fordi det er en mindre traktor, der nemt kan komme omkring uden at gøre skade på de omkringliggende planter og træer,” forklarer Martin Sund, der har arbejdet som maskinfører i virksomheden i fire år.  

Derudover har Vesthimmerlands Maskinskovning en T214, som der primært bruges til flis, samt en T234, der indtil for nyligt har kørt som knuser. Men efter mere end 4500 timer i skoven, var det på tide at T234’eren skulle skiftes ud med den helt nye Valtra Q.

Valtra som skovtraktor

Det er ikke så mærkeligt, at Vesthimmerlands Maskinskovning bruger Valtra til at løse deres opgaver, for Valtra stammer jo fra det skovrige Finland og er bygget til udfordrende omgivelser.

”Valtra er en super traktor at bruge i skoven, og det skyldes bl.a. vendeudstyret, der gør den særlig fleksibel til skovarbejdet. Jeg oplever ofte at arbejde på et ekstremt ujævnt underlag, men det er stadig en fornøjelse at arbejde i en Valta, der forbliver stabil og tryg at arbejde med,” fortæller maskinfører Martin Sund og fortsætter:

”Det er desuden rart for både mig og mine andre kollegaer, at kabine og styresystem er det samme i alle traktorerne. Brugervenligheden er i top, så det gør det nemt at arbejde med, uanset hvilken Valtra man sidder i.”