share

To Valtra-traktorer er en vigtig del af test og undervisning hos Hardi

Hos sprøjteproducenten Hardi spiller traktoren en vigtig rolle, når sprøjter skal testes og demonstreres i praksis. Her er det samspillet mellem traktor og redskab, der i sidste ende sikrer, at løsningerne fungerer ude hos kunderne.

Hos Hardi i Nørre Alslev på det nordlige Falster er sprøjterne i centrum. Men for at udvikle og teste de gule sprøjter kræver det et setup med traktorer. Det er nemlig i et virkelighedstro samspil mellem traktor og sprøjte, at nye løsninger udvikles, testes og i sidste ende sendes ud til kunder i hele verden.

“Vi bruger traktorer til mange forskellige opgaver her hos Hardi. Både i forbindelse med test af vores sprøjter, men også i vores undervisning og træning af samarbejdspartnere,” fortæller Morten Jørgensen, der de seneste tre år har arbejdet som Academy Manager hos Hardi og har ansvaret for virksomhedens mange service- og produktkurser.

Hardi udvikler og producerer sprøjter til landbruget, og alle færdigsamlede produkter gennemgår en grundig test, inden de forlader fabrikken. Her indgår deres to nyindkøbte Valtra-traktorer som en vigtig del af testarbejdet.

Valtra som en del af testarbejdet

Hos Hardi har man i flere år brugt Valtra til at varetage forskellige opgaver. I dag råder Hardi over to Valtra-traktorer, en G135 og en N175, som blev leveret i starten af året.

En af de vigtigste opgaver, som de to nye Valtra-traktorer varetager, er testarbejdet. Hos Hardi bliver alle samlede sprøjter nemlig testet grundigt, inden de bliver leveret til kunder i både Danmark og store dele af Europa. Testene foregår både stationært og ude i marken.

“Først laver vi en stationær test, der blandt andet indeholder syn af sprøjten, hvor vi gennemgår alle funktioner. Derefter tager vi dem ud i marken og tester blandt andet bomstyring og andre kørselsafhængige funktioner under realistiske forhold. Det er her, vi bruger vores Valtra-traktorer,” fortæller Morten Jørgensen.

På virksomhedens egne testarealer er der skabt forskellige scenarier, der udfordrer sprøjterne.

“Vi har omkring fem hektar testmark med faste kørespor og forskellige forhindringer. Blandt andet har vi plantet buske, så vi kan teste spotsprøjtning, og derudover har vi lavet forskellige forhindringer, der kan teste bomstyring under varierede forhold,” siger han.

Testarbejdet stiller også krav til traktoren.

“Vi har behov for, at hydraulikken spiller præcist, og at vi kan styre det hele korrekt. Der fungerer Valtra rigtig godt, og det samme gør ISOBUS,” forklarer han og fortsætter:

“Det er virkelig nemt at koble sprøjten op via ISOBUS. Vi bruger vores egen skærm til at styre sprøjterne med, men vi kunne sagtens bruge Valtras. Systemerne fungerer godt sammen, og det er afgørende for vores tests,” siger han.

Derudover er fleksibilitet også en vigtig faktor, fordi man i testarbejdet skal arbejde med mange forskellige typer sprøjter.

“Vi har brug for flere forskellige træk og bremsesystemer, så vi kan teste alle vores løsninger. Der har vi nu fået et setup, der fungerer rigtig godt,” fortæller Morten Jørgensen.

En enkel traktor, der er god til læring

Når de to Valtra-traktorer ikke bruges til sprøjtetest, indgår de som en vigtig del af Hardi Academy. Flere gange årligt kommer importører, teknikere, forhandlere og samarbejdspartnere til Nørre Alslev for at blive uddannet i brugen af sprøjterne. Og det er langt fra alle, der har stor erfaring med at sidde bag rattet i en traktor.

“Når vi uddanner, er det helt afgørende, at folk ikke bruger en masse tid på at finde ud af, hvordan traktoren fungerer. Derfor havde vi brug for en traktor, der er nem at gå til. Deltagerne kommer med forskellige baggrunde, og derfor skal det være så enkelt som muligt,” forklarer Morten Jørgensen.

Netop derfor er valget faldet på Valtra.

“Det er en meget brugervenlig traktor. Vi kan lave nogle faste indstillinger, så brugerne hurtigt kan komme i gang. Det betyder, at vi kan holde fokus på det, det handler om – nemlig sprøjten,” siger han.

Et tæt samarbejde med forhandleren

Hardis valg om at benytte sig af Valtra hænger tæt sammen med samarbejdet med den lokale forhandler.

Hardi har i mange år haft et samarbejde med Karl Mertz, som både forhandler Valtra og Hardi i Østdanmark.

“Vi har haft et godt samarbejde i mange år, hvor vi har lejet traktorer hos Karl Mertz efter behov. Nu har vi lavet en leasingaftale på de to Valtra-traktorer og har fået et fast setup. Vi lejer os forsat til ekstra kapacitet især om vinteren, hvor vi har stor aktivitet med både produktion og kurser, men nu har vi nogle faste traktorer, som vi kender rigtig godt og så er tilpasset vores behov,” forklarer Morten Jørgensen.

Selvom maskinerne ikke kører så mange timer som hos andre, er service og support stadig vigtige faktorer.

“Vi har en fuld serviceaftale, og det giver en tryghed. Selvom vi ikke kører så mange timer, er det vigtigt, at tingene bare fungerer, når vi skal bruge dem,” siger han og fortsætter.

“Vi får altid den hjælp, vi har brug for. Vi har fået rigtig god hjælp i forbindelse med opstarten, hvor Karl Mertz har afholdt kursus for vores medarbejdere i brugen af Valtra-traktorerne med fokus på ISOBUS og hydraulik, så vi er sikre på, at det hele spiller. Det betyder meget for vores arbejde,” slutter han.