share

Ny Valtra skal give eleverne en endnu bedre start på landbrugskarrieren

Landbrugsskolen Sjælland i Høng udvider maskinparken med en ny Valtra. Traktoren skal bruges på skolens køreanlæg og være med til at give landbrugseleverne en god og tryg oplevelse bag rettet.

På Landbrugsskolen Sjælland i Høng har man omkring 200 årselever, hvoraf 85 procent af dem bor på skolen. Her kan eleverne tage et bredt udvalg af landbrugsuddannelser, der spænder fra grundforløb til lederuddannelser som produktionsleder og agrarøkonom.

Undervisningen på grundforløbet handler dog ikke kun om teori. Eleverne skal også lære at håndtere de maskiner, der er en naturlig del af hverdagen på et moderne landbrug. Derfor er traktorkørekort et fast krav for at komme videre i uddannelsen, og skolens køreskoletraktor spiller en central rolle.

For nylig valgte skolen derfor at investere i en ny Valtra A115, som nu er blevet omdrejningspunktet i køreskoleundervisningen.

Poul Jørgensen, der er forstander på Landbrugsskolen Sjælland, understreger, at det er vigtigt, at kørekortundervisningen foregår med en traktor, der er brugervenlig og let at lære at køre.

“Vi har mange unge, der skal tage traktorkørekort for at kunne fortsætte deres uddannelse. Derfor skal vores køreskoletraktor være enkel at anvende, robust og nem at lære at køre,” siger Poul Jørgensen.

Ny A-serie valgt for enkelhed og driftssikkerhed

Den nye traktor, en Valtra A115, blev valgt, fordi den rammer netop dét niveau af teknik, brugervenlighed og driftssikkerhed, som skolen har brug for.

“Vi har haft en ældre traktor før, men nu trængte vi til noget nyere. A-serien er et rigtig godt valg som køreskoletraktor. Eleverne og vores kørelærer fortæller, at den er let at køre, den støjer mindre, og den er meget nem at overskue og betjene,” siger Poul Jørgensen.

Særligt transmissionsløsningen betyder meget i undervisningen.

“Der skal være en god gearkasse og kobling. Det er vigtigt, når eleverne skal lære det fra bunden. PowerShuttle-transmissionen gør det hele meget lettere. Det betyder, at den kører halvautomatisk, og det er lige præcis det, vi skal bruge.”

Valtra spiller også en rolle ude på marken

Selvom den nye A115 er dedikeret til køreskolebrug, er Valtra langt fra nyt på Landbrugsskolen Sjælland. Mærket er allerede en fast del af maskinparken.

“Vi har flere forskellige traktorer her på skolen, og også flere Valtra-modeller. Vi har kun omkring 60 hektar, og der kører vi blandt andet Valtra i alle de basisopgaver, eleverne skal lære. De bliver introduceret til mange former for markarbejde og får lov til at arbejde med en bred vifte af redskaber,” fortæller Poul.

Et samarbejde med lokale landmænd styrker også undervisningen. Eleverne får adgang til rigtige marker og markkort, som giver et realistisk billede af planlægning og drift. Det gør undervisningen mere levende og giver eleverne erfaringer, de kan bruge i praksis.

God service og et stærkt samarbejde med forhandleren

En af de vigtigste grunde til, at skolen igen valgte Valtra, handler om samarbejdet med den lokale Valtra-forhandler Rasmus Degn.

“Vi er i Valtra-land her på Nordvestsjælland. Der er mange landbrug i området, der kører Valtra, og det er ikke uden grund. De laver fantastisk service, de holder deres aftaler, og de er nemme at arbejde sammen med,” siger Poul Jørgensen og fortsætter:

“En rigtig stor årsag til, at vi igen har valgt Valtra, er på grund af Rasmus Degn. De fungerer også som vores primære værksted og laver service på mange af vores traktorer. De har virkelig god service, og vi kender dem alle sammen derude. Det er nemt og ukompliceret, og de kommer gerne ud, når vi har brug for det.”