share

“Min Valtra er mit visitkort”

Der er ikke den opgave, som virksomheden AKJ på Midtsjælland ikke kan håndtere. For at kunne varetage de mange forskelligartede opgaver har indehaver Alexander Kofoed-Jensen to top-tunede Valtra-traktorer.

Alexander Kofoed-Jensen på 30 år har de seneste 12 år drevet virksomheden AKJ på Midtsjælland. Det startede oprindeligt som et entreprenørfirma, men som årene er gået, har virksomheden udviklet sig. I dag fylder entreprenøropgaverne knap så meget, men er i stedet blevet erstattet af maskinstationsopgaver for landmænd i lokalområdet samt egenproduktion af blandt andet græs.

Til at varetage de mange opgaver, som Alexander og hans medarbejder håndterer, har han to Valtra-traktorer. En Valtra T235 og en nyere Q305, der er købt hos Valtra-forhandler Karl Mertz. Men det er langt fra de første Valtra-traktorer, den unge virksomhedsejer råder over.

“Jeg udskifter gerne mine Valtra-traktorer, når den runder ca. 5.000 timer. Det gør jeg primært, fordi jeg kan godt lide at have noget nyt, og det betyder meget for mig at sidde i en ny traktor, når både jeg og mine medarbejdere bruger så mange timer i den,” siger han og fortsætter.

”Jeg har i alt haft syv Valtra-traktorer, og jeg bliver ved med at vende tilbage til Valtra, fordi jeg synes, det er en rigtig god traktor, som både har den styrke og den komfort, der passer til mig,” siger han.

Tilbage til landbruget

Selvom AKJ startede som en entreprenørvirksomhed, har Alexander Kofoed-Jensen altid haft en forkærlighed for landbruget, og det afspejler sig tydeligt i virksomhedens opgaver i dag. Han råder nu over 82 hektar jord, hvor han dyrker græs og halm til salg.

“Jeg har altid været fascineret af særligt græs. Det er spændende at arbejde med, fordi der er nogle fede processer i det, og man kan slå det flere gange i løbet af året. Når man gør det ordentligt, får man også langt bedre udbytte pr. hektar,” fortæller han.

Græsset, som han dyrker, sælges som wrap til både mælkeproducenter og hestefolk i lokalområdet. Til det kræves kraftigt og driftssikkert udstyr, og her kommer Valtra-traktorerne for alvor i spil.

”De to traktorer trækker blandt andet wrappresser og -pakkere hele sommeren igennem og håndterer baller på 90x100 cm, der vejer op mod 450 kg. Derudover kører de to traktorer også med et 10 meter butterfly-sæt fra Krone og en 35 kubikmeter møgspreder, og det klarer den helt uden problemer,” siger han.

En fremtidssikret traktor

I takt med, at der er kommet flere landbrugsopgaver i forretningen, kræver det også flere funktioner til opgaverne. Derfor har han fx tildelingskort og dæktryksregulering i sin nye Valtra – begge ting, som er med til at sikre, at den er fremtidssikret og kan håndtere flere typer af opgaver.

Særligt dæktryksreguleringen er Alexander meget imponeret over.

”Det er ikke nyt, at vi kører med lavt dæktryk. Men at det nu er automatisk, gør en kæmpe forskel. Nu kan vi regulere dæktrykket, mens vi kører, og det er blandt andet med til at tidsoptimere og passe på slitage på dækkene, så det er en funktion, som jeg i høj grad synes er pengene værd,” siger han.

En Valtra med det hele – og lidt til

Det er dog ikke kun ydelsen, der tæller. Alexander går også op i, at traktorerne skiller sig ud, for han ser i høj grad traktoren som et visitkort for virksomheden, når han kører rundt på Midtsjælland.

”Jeg opfatter en Valtra-traktor som langt mere end blot en hyldevare. På min nyindkøbte Valtra Q305 har jeg fået påmonteret en masse ekstra lir. Noget er sat på pga. funktionen, men andet er også bare, fordi jeg synes, det er fedt,” siger Alexander.

Noget af det ekstraudstyr, som den nye Q-serie traktor blandt andet har fået påsat, er spoiler på taget med lygter, sidemarkeringslamper, lys i spejle, dioder i kabinen, solfilm i ruderne, særlig farve på fælge, og alle kromdetaljer er lavet sorte.

”Det er vigtigt for mig, fordi alle ved, hvem jeg er, når jeg kommer rundt. Og mange siger, at jeg er ham med de fede traktorer. Og så betyder det også noget for mine medarbejdere, at de kan køre i en rigtig fed traktor,” siger han.