Lyserød Valtra vækker opsigt på marker og veje på Nordvestsjælland
En konkurrence på Instagram, to begejstrede døtre og en landmand, der er mand nok til at skille sig ud. Hos landmand Anders Tornslev Bach ved Mørkøv kører der nu en lyserød Valtra T174, som skal bruges til mere end bare at skabe smil.
Det var egentlig Emilie på 8 år, der satte det hele i gang, fortæller landmand Anders Tornslev Bach, som driver en bedrift tæt ved Mørkøv. Lige siden han var dreng, har han kørt Valtra, men det er første gang, at der holder en lyserød model på gårdspladsen.
“Min datter så en konkurrence fra Foliekniven på Fyn på Instagram, hvor man kunne vinde en lyserød foliering af en traktor. Hun spurgte, om hun måtte deltage, og det fik hun naturligvis lov til” fortæller Anders Tornslev Bach.
Kort tid efter fik familien beskeden om, at de havde vundet.
“Det var ret sjovt, for mine piger Emilie og Ellen Marie har i forvejen to lyserøde legetøjs-Valtraer herhjemme. Nu har de så også en i fuld størrelse,” griner han.
Den traktor, der blev forvandlet, er en Valtra T174, som Anders og familien købte lige før jul. Sidst i januar blev den folieret, og siden da har den ikke været til at overse.
“Der er i forvejen en del lyserødt legetøj hjemme hos os. Sådan er det nok bare, når man har to piger. De finder sig i meget her på landet, så hvis de synes, det kunne være sjovt, at far kører i en lyserød traktor, så er det da det, vi gør,” siger han.
Opmærksomhed i vinterlandskabet
Sammen med sin far og bror driver Anders omkring 700 hektar jord, heraf 500 hektar økologisk og 200 konventionelt. De passer omkring 300 køer om vinteren og kører vintertjeneste i lokalområdet.
Den lyserøde Valtra har derfor allerede været i fuld aktion.
“Vi kører jo og salter om vinteren, så den har fået rigtig meget opmærksomhed ude på vejene. Folk tager billeder af den. Under snestormen kørte jeg familien på arbejde og i skole i den. Den er svær at overse,” siger Anders.
Reaktionerne har været overvejende positive.
“Naboerne synes, det er sjovt, og det gør mine ansatte også. Der er mange på vejen, der holder øje med den. Min førstemands kone købte endda et lyserødt plysrat, der matcher farven på traktoren,” fortæller han med et grin.
Mand nok til lyserød traktor
For Anders handler det ikke kun om farven, men også om signalet.
“Jeg er mand nok til at køre en lyserød traktor. Det rører mig ikke. Hvis man ikke kan tage lidt gas på det, så bliver det hele hurtigt for alvorligt,” siger han.
Hans ansatte, Valdemar, som tidligere var elev og nu er traktorfører, er også med på idéen.
“Han synes, det er fedt. Og vi søger faktisk en ny medarbejder, der også skal køre i den. Så man skal være klar på lidt opmærksomhed,” siger Anders.
Lyserød med et formål
Selvom det langt hen ad vejen er for sjov, ligger der også en mere alvorlig tanke bag.
“Vi er netop blevet ramt af et tilfælde af brystkræft i min nære familie. Så vi har talt om, at når vi skal køre wrap, kunne vi lave lyserøde wrapballer med den lyserøde traktor. Måske kunne vi samle nogle penge ind til Støt Brysterne,” siger Anders.
På gården har man også talt om, at den lyserøde Valtra skal med til traktortræk til sommer, hvor den stiller op i standardklassen.
“Den skal da vises frem. Når man nu har den, så kan man lige så godt bruge den,” siger han.
For Anders Tornslev Bach er den lyserøde Valtra et symbol på noget, der går igen på gården: modet til at gøre tingene lidt anderledes.
“Landbrug må gerne være seriøst. Men det må også gerne være sjovt. Og hvis vi kan skabe et smil og måske samtidig gøre noget godt for andre, så er det da kun positivt.”