share

Lille Valtra-traktor klarer alle opgaver på gården

På en malkekvægbedrift ved Aulum købte man i juni måned en helt ny traktor i Valtras G-serie. Den skal ene og alene håndtere alle opgaver på gården. Ifølge mælkeproducent Michael Arensman er traktoren ikke kun lille og fiks, den er også kraftfuld nok til at klare opgaver i marken.

Michael Arensman driver sin mælkeproduktion ved den lille by Aulum, som ligger i smørhullet mellem Herning og Holstebro. I dag har han en besætning på 120 malkekøer. Derudover råder han over 212 hektar jord, hvor der blandt andet dyrkes græs og majs. 45 hektar er udlejet til en lokal kartoffelavler.

Gården ved Aulum er en familiegård, som Michael har overtaget efter sine forældre, der kommer fra henholdsvis Holland og Tyskland. De flyttede til Danmark i 1986 for at drive landbrug, og i 2024 overtog Michael ansvaret for at føre driften videre. I dag står han for størstedelen af arbejdet på gården, men får hjælp af både sin mor og sin kæreste.

Tilbage i foråret var Michael på udkig efter en ny traktor. Han havde især blik for Valtra, fordi han tidligere havde gode erfaringer med mærket fra et andet job.

"Jeg har aldrig selv haft en Valtra før, men i et tidligere job hos en anden mælkeproducent kørte vi Valtra både i stalden og i marken, og jeg synes, de kørte godt. Derfor var jeg meget interesseret i selv at få en," fortæller den 33-årige mælkeproducent fra Aulum.

Via Valtras hjemmeside sendte han en forespørgsel på en demo, og kort tid efter kontaktede den lokale Valtra-forhandler Holmsland ham. Derfra gik der ikke længe før en helt ny Valtra kørte ind på gårdspladsen.

"Det viste sig, at Holmsland kørte en kampagne på lagertraktorer. En af dem var præcis den model, jeg søgte, og det betød, at jeg kunne få den i løbet af kort tid," siger Michael Arensman.

Kan klare det hele

I dag bruger Michael sin nye Valtra G 135 Active med frontlæsser til alle opgaver på gården. Det er faktisk også den eneste traktor, han ejer.

"Selvom jeg har købt en basistraktor uden en masse ekstraudstyr, har den alt, hvad jeg har brug for. Den har frontlæsser, og jeg bruger den til at læsse og blande foder. Her i sommerperioden har jeg også brugt den til at rive og hente halm hjem, og det har fungeret supergodt," siger han.

Selvom traktoren både skal bruges i stalden og på marken, er Michael Arensman fast besluttet på at bruge det meste af sin tid i stalden. Derfor overlader han de tunge markopgaver til den lokale maskinstation.

"Det kan slet ikke betale sig for mig som mindre mælkeproducent at have en masse maskiner, der kan klare alt arbejdet. Min nye traktor kan køre med plov, harve, disc-harve, brakpudser, rotorrive og fodervogn, men alt andet tager maskinstationen sig af. Det forventer jeg kommer til at fungere rigtig fint."

Lille og snild

Siden juni har den nye Valtra på gården i Aulum kørt 150 timer, og Michael har allerede en god fornemmelse af, hvad den kan.

"Noget af det, jeg synes er særligt godt ved den, er, at den er lille og snild. Den kan komme ind på selv snævre steder i stalden, og den er meget manøvredygtig. Men selvom det er en mindre traktor, føles den absolut ikke lille, når man sidder i den," siger han og fortsætter:

"Jeg er en lidt stor mand, og jeg synes, den har en dejlig rummelig kabine med godt udsyn til udstyret. Fordi der er glas i taget, behøver man heller ikke bøje nakken for at kigge op, når man arbejder i højden."

En anden detalje, der har gjort indtryk på Michael, er stigen på Valtra-traktoren.

"Det er mere som en trappe, vi kender fra stuehuset. Man kan gå forlæns ud af traktoren uden problemer, og når man skal ind og ud mange gange om dagen, er det virkelig vigtigt, at man ikke får vrid eller stød i ryggen, fordi man ender med at hoppe ud."

God fornemmelse af forhandleren

Selvom det endnu er begrænset, hvor meget Michael har haft brug for værkstedet hos den lokale forhandler Holmsland, har han allerede en god fornemmelse af serviceniveauet.

"Der var en lille ting, jeg havde brug for at få kigget på, og det tog de meget alvorligt. De kom hurtigt forbi og fik løst problemet. Det betyder meget for mig at have en forhandler, der tager én seriøst og hurtigt får problemerne løst, og det har jeg i høj grad en fornemmelse af, at man gør her," slutter Michael Arensman.