share

Ung landmand: “Jeg vil gøre tingene på min egen måde – derfor har jeg valgt Valtra”

Brian Christensen er økologisk mælkeproducent i Himmerlandsområdet tæt ved Hobro. For første gang i familiegårdens lange historie kører der nu Valtra på gården – en beslutning, der handler om både traktorens kvalitet og trygheden i samarbejdet med den lokale forhandler.

Gården, der ligger lige uden for Hobro, har været i familiens eje siden 1948, og for fire år siden overtog den unge landmand Brian Christensen driften fra sin far. I dag drives der 500 økologiske malkekøer og 600 hektar jord, som dyrkes til grovfoder. Med ni ansatte i hverdagen er der tale om en moderne landbrugsvirksomhed med dybe rødder i historien.

Der er en tydelig stolthed forbundet med at drive en gård, der kan fejre mere end 75 år i familiens eje. Samtidig er Brian Christensen ikke i tvivl om, at tradition og fornyelse skal gå hånd i hånd.

“Vi kunne fejre 75-års jubilæum for et par år siden, så det er en gård med en lang og stolt historie. Men jeg er også meget bevidst om, at jeg vil drive den på min måde,” siger Brian Christensen.

I dag er Brian Christensen 36 år. Han har en overbygning som virksomhedsleder fra landbrugsskolen og har derfor også et klart fokus på både ledelse, drift og langsigtede beslutninger.

Det er netop ønsket om at sætte sit eget præg på bedriften, der for nylig har ført til en ny investering i maskinparken. Brian har valgt at gå en ny vej og investere i en Valtra. En helt ny, rød Valtra T235 blev leveret lige før jul og står nu klar til at tage fat på opgaverne i marken, når foråret nærmer sig.

Et bevidst valg om at gøre tingene anderledes

Valget af en Valtra-traktor markerer samtidig et skifte på familiegården, hvor man tidligere har haft tradition for at køre med et andet traktormærke.

“Jeg vil ikke nødvendigvis gøre det samme, som min far altid har gjort. Jeg søger nye samarbejder og nye løsninger, og jeg vil gerne udvikle tingene på min egen måde,” forklarer Brian.

For ham gav Valtra mening af flere grunde – ikke mindst fordi den lokale Valtra-forhandler Agrotek ligger tæt på.

“Jeg vil ikke køre langt efter tingene. Den lokale tilstedeværelse betyder meget for mig, og det var en af de store grunde til, at Valtra kom i spil,” siger han.

Samtidig faldt han for selve traktoren.

“Det er en fed og flot traktor. Designet og førerhuset er virkelig lækkert, og man sidder godt i den. Den er behagelig at køre i, og udsynet er rigtig godt,” fortæller Brian.

Valtra T235 er købt med GPS, som kommer til at blive brugt i markarbejdet, hvor traktoren blandt andet skal stå for transport, hjemkørsel af korn, græs og halm samt harvning og tallerkenharvning. Det tungeste markarbejde klares fortsat af maskinstation.

Maskiner skal også være attraktive for medarbejderne

En vigtig del af beslutningen handler ikke kun om Brian selv, men også om dem, der arbejder på gården.

“Det er primært en elev og mig selv, der kommer til at køre i den. Han synes også, den er fed, og han siger, at den kører rigtig godt. Det betyder noget for mig,” siger Brian.

For ham er det afgørende at kunne tilbyde medarbejderne moderne og velfungerende maskiner.

“Vi vil gerne have nyt grej, der kører, som det skal. Det er vigtigt, at man har nogle fede traktorer at tilbyde, hvis man vil tiltrække og fastholde dygtige folk. Vi skifter hellere lidt tidligere til nye maskiner, end når problemerne begynder,” forklarer han.

Selvom Valtra-traktoren indtil videre kun har kørt begrænset, er det første indtryk positivt.

“Jeg har hentet sand i grusgraven, kørt lidt halm og også haft ungerne med til og fra børnehave. Man sidder godt, affjedringen er god, og der er mange fine detaljer i førerhuset,” siger Brian.

Tryghed i relationen til forhandleren

En anden afgørende faktor i købet har været relationen til sælgeren Jens Vendeltorp fra Agrotek. Mødet mellem dem opstod til et åbent hus-arrangement hos Agrotek.

“Jeg blev mødt i øjenhøjde, og det var meget behageligt. Jens kommer ikke med en masse salgsgas. Han har derimod et stort kendskab til, hvordan tingene fungerer i praksis,” fortæller Brian.

Jens Vendeltorp er ny i rollen som sælger, men har mange års erfaring med Valtra, idet han har arbejdet som mekaniker hos Agrotek i mere end 7 år.

“Jeg er uddannet mekaniker og har været udekørende montør i mange år. Det gør, at jeg kan rådgive på et andet plan og tage udgangspunkt i den måde, traktoren faktisk bliver brugt på ude hos landmanden,” siger Jens Vendeltorp.

For Brian giver det en ekstra tryghed.

“Service og lokal tilstedeværelse betyder rigtig meget for mig, og her har jeg en god mavefornemmelse med både Valtra og Agrotek,” siger Brian Christensen.

Valtra T235 er den første Valtra på gården, men næppe den sidste.

“Nu skal vi lige prøve den an, men jeg kan godt forestille mig, at Valtra kan komme til at fylde mere hos os fremover,” slutter han.