Griseproducent har købt ni Valtra-traktorer
Efter en anbefaling fra den lokale maskinstation valgte griseproducent Kristian Frederiksen at købe sin første Valtra, og siden har han ikke kørt andet. For ham betyder den gode kemi med forhandleren alt.
For Kristian Frederiksen, griseproducent fra Svinninge i Nordvestsjælland, betyder relationen til forhandleren alt. Den gode kemi og forståelsen for hans behov har gjort, at han siden 2001 har købt hele ni Valtra-traktorer samme sted. Den første var en Valtra 8050, og siden er maskinparken vokset i takt med bedriften.
”Jeg har fire Valtra-traktorer i øjeblikket. Den seneste, jeg købte, var en Q305 demo-model, som min forhandler mente, at jeg ikke kunne leve uden. Og det var der nok også noget om,” siger han med humor i stemmen.
Selvom dagligdagen på bedriften er travl, kører Kristian Frederiksen gerne det ekstra stykke for at komme ud til Valtra-forhandler Rasmus Degn A/S i Høng, der ligger knap 40 km fra bedriften.
”Jeg kender alle i firmaet, og jeg er glad for den service, jeg får hos dem. Afstanden betyder ikke noget for mig, det er vigtigere, at jeg kan med de personer, der arbejder der,” fortæller han.
I praksis er afstanden heller ikke noget problem, for ofte kommer Rasmus Degns folk ud på gården, når traktorerne skal serviceres:
”Ud over, at jeg er yderst glad for Valtra, så er det en fordel at have samme mærke på alle traktorerne. Jeg har for nylig fået service på min Valtra T175, og så kan jeg samtidig få svar på spørgsmål om de andre traktorer.”
I dag tæller maskinparken en Valtra T175, en T214, en Q305 – og 8050’eren fra 2001, som var den første Valtra, han købte.
Q305 med store kræfter
Kristian Frederiksen driver en svineproduktion med 800 årssøer og 30.000 30-kilos grise. En produktion af den størrelse kræver en del foder, og derfor hører der 375 hektar jord til bedriften. Jorden dyrkes delvist pløjefrit med raps, maltbyg, rug, byg og hvede til foder.
Til arbejdet i marken bruger han maskinhusets tre nyeste Valtra-traktorer.
”Min Valtra T175 bruger jeg mest til sprøjtearbejde og med frontlæsser. Min Valtra T214 kører meget med korn, gødning og trækker plov og dybdeharve. Der er nok at se til i marken, derfor besluttede vi os for at anskaffe en større traktor til de tunge redskaber,” forklarer han.
Kristian Frederiksen begyndte for nylig at bruge seks meters bredde på flere af sine redskaber og havde derfor brug for ekstra trækkraft. Han kørte sin tidligere Valtra T234 fra 2018 til forhandleren og byttede den til den nyeste model i Q-serien, en Q305 – den største traktor i serien, som kan trække stort set alle redskaber.
”Vi bruger den nye Valtra Q til såning, for den er lige et nummer større end de andre. Det fungerer rigtig godt, når vi kører med både seks meters såmaskine og seks meters diskharve,” siger Kristian Frederiksen.
Intelligente indstillinger
Ud over hestekræfterne er Kristian Frederiksen også godt tilfreds med traktorens trinløse CVT-transmission, som giver ham og hans fem medarbejdere ekstra komfort.
”Det er rigtig dejligt. Jeg skal ikke koble ud, og den retter bare ind, når det går op ad bakke. De andre traktorer har også trinløs gearkasse, men denne gang giver det ’maks-effekt’ ved lave omdrejninger, det er rigtig behageligt.”
En ekstra fordel i hverdagen er, at både han og medarbejderne kun kører Valtra. Det betyder, at de alle kan bruge de samme indstillinger i traktorerne via Valtra SmartTouch.
”Både vores to T-modeller og den nye Q har SmartTouch, og det betyder, at alle kan køre dem. Selv min teenage-søn har styr på det. De fungerer ens, og det er meget brugervenligt. Det er utrolig praktisk for os,” siger Kristian Frederiksen.
Q305 har kørt på bedriften siden juli 2025. Den har i alt kørt 400 timer, hvoraf de 150 timer er på markerne i Svinninge.