share

Familiegård med stærk Valtra-tradition køber ny staldtraktor

På gården Gammeltoft i Nordvestjylland har familien Lauritsen kørt Valtra i generationer. Nu får gården en ny Valtra N175D, der skal løfte arbejdet i kostalden og ikke mindst forbedre komforten i en travl hverdag.

På slægtsgården Gammeltoft, der ligger i Nordvestjylland lige mellem Struer og Lemvig, har man i generationer haft malkekøer. I dag er det Karsten Lauritsen, der driver gården, som han overtog fra sine forældre i 2008. Sammen med konen Anja og sønnen Martin passer de 210 malkekøer og driver i alt 185 hektar jord med græs, korn og majs.

På Gammeltoft har man også fire Valtra-traktorer. Og sådan har det stort set altid været.

“Vi har altid haft tradition for at køre Valtra, og før det Volvo. Jeg er vokset op med det. Det er det, vi kender, og det, vi har været trygge ved igennem alle årene,” siger Karsten Lauritsen.

Den mest brugte traktor på gården er en Valtra N174 med frontlæsser. Men den har i år passeret 7.000 timer, og derfor er tiden nu inde til at skifte den ud.

“Den kører omkring 1.000 timer om året, så det er den traktor, vi bruger mest og er mest afhængige af. Når den har kørt så mange timer, vil vi gerne bytte, mens vi stadig kan få lidt for den,” fortæller Karsten.

Derfor skal familien have en fuldgod erstatning, og valget faldt på en Valtra N175D. Den er bestilt og bliver leveret inden jul. Den bliver bygget som en næsten tro kopi af den gamle Valtra N174, så overgangen bliver nem, men med en række forbedringer.

En smidig arbejdshest til stalden

Den nye N175D skal først og fremmest arbejde i og omkring kostalden. Her skal den løfte en stor del af gårdens daglige opgaver.

“Den skal læsse alt vores foder, hente halm og køre korn i siloerne. Den skal kunne komme rundt overalt, og her har vi gode erfaringer med N-modellen fra Valtra, fordi det er en kort traktor med lille venderadius,” siger Karsten.

Komfort og udsyn har også været afgørende for valget af traktor, især fordi der tilbringes mange timer i den.

“Udsynet i den nye bliver markant bedre. Den har glas i taget, og det er en kæmpe fordel, når man kører med frontlæsser. Kabinen er rigtig behagelig, og armlænet er nemt at betjene. Det betyder noget, når man sidder mange timer i den,” fortæller han.

Også ergonomien får ros.

“Den er nem at komme ind og ud af. Man kan gå forlæns ud ad døren uden at vride i kroppen. Det lyder måske som en lille ting, men når man gør det mange gange om dagen, så er det en stor fordel,” siger Karsten.

Traktoren er udstyret med fuld GPS, så den også kan fungere som traktor nummer to i marken, når der er behov for det.

“Det tekniske udstyr er nemt at bruge, og det kender vi allerede fra vores Valtra T235, som vi bruger til al vores markarbejde. Vi kører både markkort, kørelinjer og foragerautomatik. Det fungerer bare,” siger han.

Ny relation kom godt fra start

Selvom Valtra har været en fast tradition på Gammeltoft, er samarbejdet med Holmsland Maskinforretning nyt for familien. Det har dog allerede vist sig at være det helt rigtige valg.

“Det er nyt for os at handle med Holmsland, men placeringen af forretningen passer os bedre, og relationen har fra start været rigtig god,” fortæller Karsten, der har købt den nye N175D gennem Per fra Holmsland, som også har været en god sparringspartner hele vejen igennem.

“Jeg vidste godt, hvilken Valtra vi skulle have, men han gav god rådgivning om udstyr og muligheder. Vi har også en god fornemmelse af, at vi kan stole på servicen,” siger Karsten.

Holmsland leverer nemlig ikke kun traktoren. Familien har også købt en skårlægger og to nye vandingsmaskiner hos samme forhandler.

En tradition, der føres videre

For Karsten Lauritsen betyder det meget, at gården på sigt skal overdrages til sønnen Martin, som allerede er en central del af driften. Og for ham spiller valget af traktorer også en vigtig rolle.

“Martin er både faglært landmand og produktionsleder og brænder virkelig for arbejdet her på gården. Det er meningen, at han skal tage over med tiden, og derfor er det vigtigt, at vi investerer i maskiner, som han både kender og har tillid til,” fortæller Karsten.

At familien igen har valgt en Valtra, falder derfor helt naturligt.

“Vi har kørt Valtra i mange år, og det har fungeret godt for os. Det giver en tryghed i hverdagen, og jeg er overbevist om, at det også er en tradition, Martin kommer til at føre videre,” siger Karsten Lauritsen.