Dalum Landbrugsskole investerer i spritny Valtra til både køreskole og grøntsagsproduktion
En helt ny Valtra G105A skal give eleverne en tryg og overskuelig start bag rattet. Men traktoren får også en vigtig rolle uden for køreskoleområdet, hvor den skal indgå i valgfag og løse en række praktiske opgaver i skolens grøntsagsproduktion.
På Dalum Landbrugsskole har man uddannet landmænd i generationer. Skolen har afdelinger flere steder på Fyn, men det er i den lille by Korinth ved Faaborg, at maskiner og traktorer fylder mest i hverdagen. Her ligger skolens værksted, markbrug og egen traktorkøreskole. Og det er også her, underviser i teknik og maskiner Jens Christian Pedersen tilbringer det meste af sin tid.
“Jeg er ansvarlig for markbruget og underviser i teknik og maskiner her på Dalum Landbrugsskole. Jeg har arbejdet her i tre et halvt år og har selv været landmand i 35 år. Men jeg har fundet ud af, at jeg virkelig godt kan lide at arbejde med unge og give dem den praktiske erfaring,” fortæller han.
Korinth-afdelingen har omkring 130 elever, hvoraf en stor del går på grundforløbet, hvor netop traktorkørekort er et krav. Derfor er det helt afgørende, at køreskoletraktoren er både pålidelig og let at betjene. Netop det behov fik skolen til for nylig at investere i en Valtra G105A.
“Vi skulle have en ny traktor til køreskolen, og derfor var det vigtigt, at den var nem at betjene, havde godt udsyn og ikke var for overvældende for eleverne. Det fandt vi i en Valtra G105A,” siger Jens Christian Pedersen.
En stærk og enkel traktor med mange muligheder
Valtra G105A blev valgt af to undervisere i fællesskab, og beslutningen faldt hurtigt på netop denne model på grund af traktorens styrke, holdbarhed og meget overskuelige opbygning.
“Vi valgte den, fordi det er en stærk traktor med stor holdbarhed. Den er nem at betjene og meget enkel. Den har ikke alt for meget udstyr, og det er helt bevidst, fordi den skal bruges til køreskolen. Det er vigtigt, at eleverne let kan overskue den,” forklarer Jens Christian.
Effektiv i grønsagsbedet
Køreskolen bliver langt fra den eneste holdeplads for den nye Valtra. Den får også en central rolle i skolens valgfag i grøntsagsproduktion – et område, der vokser og engagerer mange af skolen elever.
“Vi manglede en lille traktor til grøntsagsdyrkning. Den skal hjælpe os med at lave såbed og køre med mekanisk ukrudtsrensning og optager. Eleverne dyrker grøntsager til skolens eget køkken, så det er en både vigtig og praktisk del af undervisningen,” siger han.
Selvom den nye Valtra kun har været på skolen i omkring en måned, er de første erfaringer med traktoren meget positive.
“Eleverne er meget begejstrede for den, og den er nem at gå til. Jeg selv er også virkelig positiv – det er en snild og fin lille traktor, som er let at arbejde med,” siger Jens Christian.
Et trygt samarbejde
En vigtig del af beslutningen handlede også om forhandleren. Traktoren er købt hos den lokale Valtra-forhandler J. Dyhr, som har været en tæt og tryg samarbejdspartner gennem hele processen.
“Det har været en virkelig god proces. Vi har haft et godt samarbejde med Henrik Mathiesen, som har givet os rigtig god rådgivning,” fortæller Jens Christian og uddyber:
“Vi havde udset os størrelsen på traktoren, men vi fik en god dialog om, hvilket udstyr vi skulle vælge. Vi blev guidet i, hvad der gav mening for os,” slutter Jens Christian Pedersen.